Digital mobning, eller net-mobning, er en af vor tids mest oversete krænkelser af individet. Det er desværre et faktum, at flere og flere bliver udsat for digital mobning. Digital mobning er ud fra min opfattelse, den måde hvorpå krænkeren (mobberen) udføre mobningen på, hvilket vil sige i digital sammenhæng, at mobning primært foregår via mobiltelefon / Skype eller på sociale online fællesskaber, fx Facebook.
Digital mobning kan ramme alle og principielt kan alle, mere eller mindre bevidst, blive mobbere og på den måde faktisk være med til at krænke og gøre et andet menneske ondt.
Følgende forbindes ofte med digital mobning:
- Digital mobning, især net-mobning, er ofte anonym, eller udføres af folk med et perifert forhold til dig. Mobningen kan dog sagtens være startet af en du har haft fortrolighed med, fx en eks-kæreste.
- Digital mobning er ofte en eller få personers værk – ofte kommer der medløbere til og fx liker en hadegruppe. Disse medløbere bliver måske “fanget” af mobbe-fællesskabet.
- Alle kan let oprette hadegrupper og invitere andre, også dig, evt. din familie og venner.
- Det føles enormt krænkende at blive “udstillet” over for, måske 100 mennesker, i en hadegruppe – og måske kender du ikke en gang årsagen til, du bliver mobbet.
- Mobberne forstår sjældent omfanget og konsekvenserne af dét de får sat gang.
- Den digitale mobning kombineres ofte med fysisk mobning, fx i skolen – og rammer derved ofret ekstra hårdt
- Digital mobning er cirkulær – er svær at stoppe og bliver mere og mere ondskabsfuld.
Der har på det seneste været nogen mediedækning i forhold til digital mobning / net-mobning, som der kom ekstra fokus på, da den unge canadiske pige, Amanda Todd, som en konsekvens af mobning og digital mobning, valgte at tage sit eget liv i sidste måned. Massiv mobning, som en kombination af fx net-mobning og mobning i den fysiske verden er – kan især for yngre, føre til selvmordstanker og/eller selvmord i værste konsekvens.
Jeg er ikke klar over, hvor mange i Danmark, der har taget sit eget liv, som en konsekvens af længere tids mobning.
Men jeg er klar over, at kombinationen af fysisk mobning, evt. i skolen og net-mobning, fx på Arto eller lignende steder, kan føles enorm massiv og føre til et nedbrudt selvværd for ofret og derved øget risiko for, at der opstår selvmordstanker. Så galt går det naturligvis ikke altid, heldigvis. Og både fra offentlige, organisationer og fra privat side af – fører det øgede fokus på digital mobning også til flere tiltag og initiativer mod mobningens ofre – og krænkere.
Tiltag mod digital mobning
I uge 6 næste år, er der en større kampagne mod digital mobning under planlæggelse. Blandt andet, er Red Barnet en af aktørerne. Bestemt godt – der kan ikke sættes nok fokus på dette problem. Det er noget, jeg mener, vi alle bør værne vore børn og familier i mod.
UPDATE : 25.01.13:
Net-mobning.dk er nu også en del af kampagnen mod digital mobning i uge 6, hvor der vil blive præsenteret nye tiltag på websiden.
Men allerede nu, er der en række tiltag mod mobning på Internettet.
Måske har du lagt mærke til mit støttelogo i højre sidebar, eller under dette indlæg? Net-mobning.dk er et initiativ som undertegnede har iværksat, naturligvis fordi kampen mod net-mobning ligger mig meget på sinde.
Mine egenskaber som socialrådgiver er selvfølgelig en fordel, når et sådan info- og rådgivningssite skal “løbes i gang”. Du er mere end velkommen til at besøge siden – måske like og dele Facebook siden for Net-mobning.dk eller tilføje den til dine cirkler i Google+. Og du kan naturligvis også, helt gratis, hente et støttelogo til din blog, hjemmeside eller Facebook profil. Net-mobning.dk drives på frivillig basis og er et non-profit website.
Skriv et svar